Morgenmad?

Så, endnu en morgen... dag 3 uden hende...

Det lykkedes mig at tvinge noget mad i mig selv her til morgen, bare lidt brød og noget yoghurt og så var jeg ude af døren... Det er anden dag i træk jeg faktisk spiser morgenmad, ret mirakuløst når man tænker over at jeg snart i halvanden måned ikke har spist morgenmad...

Så, det er jo egentlig godt? Bortset fra at da jeg sad i bussen, gæt hvem der skriver? Yup. Hende. Fra Australien, og jeg kan ikke svare...

Der er få ting jeg hader for tiden (udover mig selv)... men nogle er alligevel ikke til at holde ud...

1: Jeg hader når mine venner har det dårligt. Måske mest fordi jeg selv har det af helvede til, og fordi over halvdelen af min bedste venner bor for langt væk til at jeg kan hjælpe dem... Jeg kan bare skrive med dem, og nogle gange er det jo bare ikke nok?

2: Min kæreste er i Australien, vi kan ikke skrive sammen som vi plejer og det dræber mig... Jeg ville ønske jeg kunne vågne og give hende den sædvanlige morgenhilsen, men det kan jeg ikke... Hvorfor? Jeg kunne jo bare bruge face? Nope... Ikke muligt, hun er 11 timer foran, så en godmorgen besked for mig er ikke godmorgen for hende... Fedt...

Det er to ting der plager mig... Jo, jeg kan da skrive med min kæreste hver dag, men det hjælper ikke på den følelse indeni, tværtimod bliver det nok bare værre...
Og mine venner, jeg elsker dem, jeg hjælper dem hvor jeg kan. Nogle gange ville jeg bare ønske jeg kunne gøre mere...

Six months of hell + Migræne

Så, nu har jeg endelig fået lavet en blog. Det har kun taget... I don't know, lang tid...
Jeg vil bruge min blog på at skrive om alt muligt der sker i mit liv, godt og dårligt.

Det er 2 dage siden jeg sendte min kæreste til Australien nu. Jeg har stadig ikke helt indset hvad det betyder, eller også har min hjerne bare valgt at ignore det.
Det hele er så forvirrende, jeg har det som om jeg vandre rundt i en tåge uden at kunne finde vej. Mit hoved er et stort rod som jeg ikke kan finde hoved og hale i, jeg ved bare at alt gør ondt...
Jeg har ikke rigtig fået spist så meget siden Mandag... Alt har ligesom bare været for forvirrende.

Det hele står så klart i mit hoved. Stressen over at hun skulle afsted, timerne i lufthavnen og så... farvel...
Jeg husker hvordan jeg blev kørt hjem af svigerfar, de satte mig af udenfor opgangen og allerede der mærkede jeg klumpen i min hals. Jeg ignorerede det og gik ind.
Charlie kom løbende imod mig, glad og logrende, så løb han forbi mig, ledte efter hende. Det knækkede indeni mig og jeg måtte bare væk. Jeg greb telefonen, skrev til Roxi og var så ude af døren med den besked til min far "jeg er hjemme efter fodbold" og så løb jeg. Løb hele vejen, græd og græd, kunne ikke stoppe tårerne og løb bare ind i armene på Roxi... Alt gjorde bare ondt, jeg fik en sidste besked fra hende inden hun steg på flyveren og græd så igen...
Jeg tror jeg snakkede med Roxi i halvanden til to timer, så tog jeg hjem, spiste lidt og gik til taktik møde... Jeg græd mig selv i søvn da jeg kom hjem, af smerter fra migræne og af sorg...

Tirsdag var bedre, jeg husker ikke meget andet end at jeg færdiggjorde min rute og tog hjem.

I dag var et helvede, jeg har haft migræne det meste af dagen, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, manglede noget at støtte mig op af, glæde mig til eller græde over...

Hvor lange mon det vare? Vil alle 6 måneder være sådan her? Jeg vil ikke... Det gør ondt... Jeg savner hende allerede, savner vores morgenbeskeder, savner den måde hun altid får mig til at smile, grine og rødme...

Det bliver hårdt, hårdere end jeg nok havde regnet med da vi fandt sammen for 8 måneder siden...

Migrænen presser igen, sniger sig ind på mig og gør det svært at fokusere... jeg har bare ikke tid til at ligge syg, der er for mange opgaver... Jeg har ikke tid... Ikke mere...

6 måneder adskilt...