Hvad nu hvis...

Det er nu 10 dage siden jeg sidst skrev noget...
Har stresset over skolen, og så har jeg bare ikke rigtig haft noget at skrive?...

Der er gået over to uger uden andre livstegn end en enkelt sms og et enkelt like på min status.... Jeg aner ikke hvordan hun har det, hvad hun laver eller om jeg overhovedet stadig er det første hun tænker på når hun står op.
Jeg ved det er forkert, men jeg tænker konstant om det alligevel var den rette beslutning...

Jeg mener, hvad nu hvis vi aldrig havde fundet sammen, hvordan ville mit liv så se ud nu?...

Juletid...

Så... I dag er vi halvvejs til juleaften, og jeg har ingen gaver købt... stress!
Har en idé til min bror, hans kæreste, min mor og min far. Roxi's mangler bare at blive købt, Charlie ender med at få nogle godbidder, Gaara er jeg lost med...

Ville gerne give noget til min kæreste også, men hvad? Hun er på den anden side af Jorden nu... Vi har ikke snakket eller skrevet i en uge, det er lidt nedtrykkende...
Eller jo, fik en besked i morges, og græd for første gang i lang tid... Jeg gik i chok...
Jeg skal have skrevet en mail til hende snart, fortælle hende hvordan det går, fortælle hende om mine fremskridt.
Jeg er endelig begyndt at komme til live igen, efter hun rejste gik jeg jo fuldkommen i stå. Jeg glemte hvordan man levede, hvordan man så ting uden at græde...

Jeg er bange for at ændre mig, bange for at rykke mig fremad uden hende. Hvad hvis jeg ændre mig til noget hun ikke kan elske?
Jeg er bange... Bange for at miste hende, bange for ikke at være hendes lille putteunge mere... Hvad hvis vi falder fra hinanden? Hvad er jeg uden hende?...


Jeg har opdaget at min angst ikke længere driller, den er nærmest i vinterhi... jeg spiser om morgenen og frygter ikke længere alting. Selv når jeg bliver paranoid eller bange, så bliver angsten væk. Jeg føler mig ikke syg, bare tom indeni, træt...

Julen er en glædernes tid, ellers det siges der det er. For mig er det en tid med stress, kulde og sygdom...
Jo, jeg elsker da at hygge om mine venner - de få som stadig husker at jeg eksistere efter jeg har fået en kæreste...
Okay, jeg indrømmer jeg har været meget fokuseret på hele det her med at have en kæreste, jeg indrømmer jeg nok selv har forsømt folk, men det er jo ikke ligefrem fordi nogen har fortalt mig det? Jo, nogle har sagt det, nogle har selv losset mig røven og sagt "hey, husk lige mig" og det er dem jeg ses med nu...

Nårh, ik mere emo! det er jul for fanden!
Det er bare svært at huske de gode ting når så mange ting river dig ned... Det eneste der virkelig holder mig oppe er mine venner, dem som bliver ved mig, griner med mig, græder med mig, holder om mig og siger at alting nok skal gå.
Dem som gør at jeg bevæger mig fremad selvom jeg er gået i stå. Det er mine venner, det er de personer der putter et smil på mine læber i selv de mørkeste tider. Og jeg er dem evig taknemmelig. <3

Moving on...

Okay, føler lidt at jeg skal have noget godt ind i denne meget emo agtige blog! xD

Ej... Jeg har bare besluttet mig for at jeg kommer videre i mit nu, jeg gider ikke mere drama med folk. Derfor har jeg også valgt at det er på tide jeg skifter min stil, og fandt faktisk noget i mit skab som jeg tror vil være passende. Giver det en tester og så ser vi hvordan folk reagerer på det.

Og endnu mere positivt:
Jeg har fået mit første 12-tal i fysik! Græd af glæde da jeg så det!
Det er endda i fysik! Jeg blev bare så glad. Den her dag har bare været perfekt, her er blevet julepyntet herhjemme, jeg har været ude og skøjte med Roxi og nu kommer jeg hjem til et 12-tal, mon livet endelig er på min side? <3

Rigtige venner? Yeah right...

Så, det er gået noget tid siden jeg sidst opdaterede... Har haft travlt med mit skolearbejde og har egentlig ikke haft så meget at skrive...

Efter i mandags er jeg begyndt at tage ting mere seriøst. Min fars kommentar omkring fodbold fik mig ligesom til at indse hvor meget jeg er gået i stå siden hun rejste og nu er det vist på tide at jeg ligger det bag mig og kommer videre...

En ting der dog er sket er at jeg har mistet min tålmodighed nu... Det her var virkelig sidste dråbe, jeg gider ikke mere.
Rigtige venner? Yeah right... jeg troede virkelig at det var det de var, men ja. åbenbart ikke!
Lige for tiden har jeg 4 venner som jeg skriver med og som virkelig bekymre sig om mig, 4 venner har valgt at være der for mig når jeg har det værst. 4 venner ud af alle dem som altid sagde de var der for mig, som jeg hjalp, som altid fortalte mig at vi ville hænge sammen... jeg forstår det ikke? Hvad gjorde jeg galt siden I pludselig er sammen uden mig?...

Det værste? Det her har foregået i lang tid nu, at folk "glemmer" mig og simpelthen bare er sammen uden mig... at venner fra fjerne steder i landet kommer på besøg og er sammen med alle andre end mig... det gør ondt? opdager I det? opdager I hvordan I sårer mig? hvordan jeg bare ignorer det fordi jeg holder af jer?
Men jeg er træt af det nu... Jeg gider ikke mere! Hvis folk ikke kan skrive bare en enkelt gang imellem, eller måske bare foreslå at vi kan ses eller skrive sammen, når mine "venner" bare bruger mig som aflastning eller til at komme i kontakt med andre - drop det! jeg gider ikke mere...

Jeg ved nu hvem jeg kan stole på, hvem der står bag mig når jeg er længst væk og hvem der efterlader mig når jeg har allermest brug for hjælp...

Sygdom, aflyste timer og skuffelse...

Så, med vinteren kommer sygdommen og den er ved at få taget fat i mig - igen...
Har haft ondt i halsen hele dagen, hoster og er træt... Min migræne truer også med at komme tilbage, fedt...

Jeg tog dog alligevel i skole i morges, velvidende at vi havde aflyste timer - fedest!
Vi havde fysik i første time, hvor vi lærte om solsystemet og skulle udenfor for at lege sol, måne og jord. Det var koldt!
Bagefter lavede vi nogle opgaver og så var der pause.
Efter pausen var der idræt, og av min krop! Vi skulle styrketræne, og med sygdom i kroppen så kunne jeg bare intet, blev træt af alt og endte med at være så smadret da vi var færdige - jeg var glad for at jeg fik fri bagefter!

På vej hjem i bussen vælger jeg at tjekke min face, og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det! I det jeg tjekker min facebook opdager jeg at min kæreste er på, så jeg skynder mig at skrive til hende og det endte med at vi skrev sammen i omkring en time, jeg havde så dejlig en følelse indeni bagefter! <3

Den blev dog smadret af lektierne, jeg gider ikke flere analyser! Jeg valgte naturvidenskab af en grund... åndssvage dansk!.

Nårh, jeg har fået lavet det og sendt det, tager til takke med det 4-tal jeg får, overkommer ikke gøre noget ved det...

Jeg overvejede at blive hjemme fra fodbold, men da jeg nævnte det for min far så blev han så skuffet, sagde jeg ikke tog det alvorligt og spurgte hvorfor jeg overhovedet går til det når jeg alligevel aldrig er der.
Den sad.

Ved ikke hvad jeg skal gøre. Elsker fodbold, men halvdelen af tiden har jeg bare ikke overskud til det... Og efter hun er rejst så er jeg bare trist og gider ingenting længere..
Kun Roxi opmuntre mig ved at gå med til alle mine tossede idéer... xD

Håber det snart vender, vil gerne have en god jul, ikke mere drama eller flere tårer... En god jul. Det er hvad jeg ønsker mig.

Det sner! Nu bliver det da ikke mere julet!

Jeg ved ikke hvorfor, men siden jeg så sneen i morges er mit humør kun blevet bedre. Det er som om sneen trøster mig, med dens iskolde og smukke natur <3

Jeg har været ude og lege med Charlie i sneen, det var vidunderligt, mig, ham og min far ude i den hvide natur. Så glemmer man alt om det der triste noget.

Julen er kommet! Og jeg holder fast i at jeg vil nyde min jul i år, sammen med dem jeg elsker og holder af. <3

1. December

Så er december kommet, og jeg startede fint december med at være fuldkommen væk til en fest... Flot...

Ja, jeg var til fest i går aftes, og det gik vildt for sig. Sådan, virkelig vildt. Måske lidt for vildt, men efter en uge hvor jeg bare har haft ondt af mig selv så var det veltrængt at komme ud og få festet igennem, slå hjernen fra bare én enkelt aften og tage konsekvenserne bagefter.

Havde været nervøs hele dagen og var ikke rigtig i stand til at spise, brugte flere timer på at finde det rigtige outfit, (det var hiphop fest) og da jeg endelig kom ud af døren var jeg stresset, havde ikke spist siden klokken 12 (klokken var på det tidspunkt 20.15 - vi skulle være der senest 21.) og allerede indtaget en cider på mindre en ti minutter...
Nårh, men jeg kommer derind, finder min veninde fra klassen og vi får danset i godt og vel en 20 minutter før vi beslutter os at få noget at drikke.
Fint nok, jeg køber et stort glas hvidvin - 20 kr., en okay fair pris. Efter maks 5 minutter har vi begge drukket vores genstande og går tilbage for at danse. Først mærker jeg intet, men efter lidt tid føles min krop bare virkelig varm og tingene begynder at blive sløret, jeg mistet balancen og kan ikke stå stille.

Det var så her jeg burde stoppe, sige "ikke mere nu," og få danset det sidste væk inden jeg skal hjem, men nej, så klog er jeg ikke. Så omkring 22.00 bliver der købt en lille hvidvin, som hurtigt er væk, og herefter er aftenen meget sløret. Jeg husker varmen, dansene. Mit hoved var klart, jeg husker at jeg prøvede at skrive med Roxi og med kæresten, men at jeg ikke ramte rigtigt på tasterne.
Min veninde begyndte at snave en dreng og jeg blev en smule misundelig, savnede min egen kæreste og dansede pludselig med drengene fra min egen klasse - intet voldsomt, de vidste de skulle holde hænderne væk, at jeg var off limit.

Jeg kom hjem lidt klokken lidt i 1 i nat... godt rundforvirret og klokken 6 vågnede jeg, desorienteret og uden egentlig at kunne bevæge mig ordentlig.
Der er ingen tømmermænd, men er godt bagstiv og har nu lagt mig til at se Glee sæson 1 forfra, bare indtil jeg får balancen tilbage, eller holde op med at gynge når jeg sidder op...

Men, god start på december!

Morgenmad?

Så, endnu en morgen... dag 3 uden hende...

Det lykkedes mig at tvinge noget mad i mig selv her til morgen, bare lidt brød og noget yoghurt og så var jeg ude af døren... Det er anden dag i træk jeg faktisk spiser morgenmad, ret mirakuløst når man tænker over at jeg snart i halvanden måned ikke har spist morgenmad...

Så, det er jo egentlig godt? Bortset fra at da jeg sad i bussen, gæt hvem der skriver? Yup. Hende. Fra Australien, og jeg kan ikke svare...

Der er få ting jeg hader for tiden (udover mig selv)... men nogle er alligevel ikke til at holde ud...

1: Jeg hader når mine venner har det dårligt. Måske mest fordi jeg selv har det af helvede til, og fordi over halvdelen af min bedste venner bor for langt væk til at jeg kan hjælpe dem... Jeg kan bare skrive med dem, og nogle gange er det jo bare ikke nok?

2: Min kæreste er i Australien, vi kan ikke skrive sammen som vi plejer og det dræber mig... Jeg ville ønske jeg kunne vågne og give hende den sædvanlige morgenhilsen, men det kan jeg ikke... Hvorfor? Jeg kunne jo bare bruge face? Nope... Ikke muligt, hun er 11 timer foran, så en godmorgen besked for mig er ikke godmorgen for hende... Fedt...

Det er to ting der plager mig... Jo, jeg kan da skrive med min kæreste hver dag, men det hjælper ikke på den følelse indeni, tværtimod bliver det nok bare værre...
Og mine venner, jeg elsker dem, jeg hjælper dem hvor jeg kan. Nogle gange ville jeg bare ønske jeg kunne gøre mere...

Six months of hell + Migræne

Så, nu har jeg endelig fået lavet en blog. Det har kun taget... I don't know, lang tid...
Jeg vil bruge min blog på at skrive om alt muligt der sker i mit liv, godt og dårligt.

Det er 2 dage siden jeg sendte min kæreste til Australien nu. Jeg har stadig ikke helt indset hvad det betyder, eller også har min hjerne bare valgt at ignore det.
Det hele er så forvirrende, jeg har det som om jeg vandre rundt i en tåge uden at kunne finde vej. Mit hoved er et stort rod som jeg ikke kan finde hoved og hale i, jeg ved bare at alt gør ondt...
Jeg har ikke rigtig fået spist så meget siden Mandag... Alt har ligesom bare været for forvirrende.

Det hele står så klart i mit hoved. Stressen over at hun skulle afsted, timerne i lufthavnen og så... farvel...
Jeg husker hvordan jeg blev kørt hjem af svigerfar, de satte mig af udenfor opgangen og allerede der mærkede jeg klumpen i min hals. Jeg ignorerede det og gik ind.
Charlie kom løbende imod mig, glad og logrende, så løb han forbi mig, ledte efter hende. Det knækkede indeni mig og jeg måtte bare væk. Jeg greb telefonen, skrev til Roxi og var så ude af døren med den besked til min far "jeg er hjemme efter fodbold" og så løb jeg. Løb hele vejen, græd og græd, kunne ikke stoppe tårerne og løb bare ind i armene på Roxi... Alt gjorde bare ondt, jeg fik en sidste besked fra hende inden hun steg på flyveren og græd så igen...
Jeg tror jeg snakkede med Roxi i halvanden til to timer, så tog jeg hjem, spiste lidt og gik til taktik møde... Jeg græd mig selv i søvn da jeg kom hjem, af smerter fra migræne og af sorg...

Tirsdag var bedre, jeg husker ikke meget andet end at jeg færdiggjorde min rute og tog hjem.

I dag var et helvede, jeg har haft migræne det meste af dagen, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, manglede noget at støtte mig op af, glæde mig til eller græde over...

Hvor lange mon det vare? Vil alle 6 måneder være sådan her? Jeg vil ikke... Det gør ondt... Jeg savner hende allerede, savner vores morgenbeskeder, savner den måde hun altid får mig til at smile, grine og rødme...

Det bliver hårdt, hårdere end jeg nok havde regnet med da vi fandt sammen for 8 måneder siden...

Migrænen presser igen, sniger sig ind på mig og gør det svært at fokusere... jeg har bare ikke tid til at ligge syg, der er for mange opgaver... Jeg har ikke tid... Ikke mere...

6 måneder adskilt...