Juletid...

Så... I dag er vi halvvejs til juleaften, og jeg har ingen gaver købt... stress!
Har en idé til min bror, hans kæreste, min mor og min far. Roxi's mangler bare at blive købt, Charlie ender med at få nogle godbidder, Gaara er jeg lost med...

Ville gerne give noget til min kæreste også, men hvad? Hun er på den anden side af Jorden nu... Vi har ikke snakket eller skrevet i en uge, det er lidt nedtrykkende...
Eller jo, fik en besked i morges, og græd for første gang i lang tid... Jeg gik i chok...
Jeg skal have skrevet en mail til hende snart, fortælle hende hvordan det går, fortælle hende om mine fremskridt.
Jeg er endelig begyndt at komme til live igen, efter hun rejste gik jeg jo fuldkommen i stå. Jeg glemte hvordan man levede, hvordan man så ting uden at græde...

Jeg er bange for at ændre mig, bange for at rykke mig fremad uden hende. Hvad hvis jeg ændre mig til noget hun ikke kan elske?
Jeg er bange... Bange for at miste hende, bange for ikke at være hendes lille putteunge mere... Hvad hvis vi falder fra hinanden? Hvad er jeg uden hende?...


Jeg har opdaget at min angst ikke længere driller, den er nærmest i vinterhi... jeg spiser om morgenen og frygter ikke længere alting. Selv når jeg bliver paranoid eller bange, så bliver angsten væk. Jeg føler mig ikke syg, bare tom indeni, træt...

Julen er en glædernes tid, ellers det siges der det er. For mig er det en tid med stress, kulde og sygdom...
Jo, jeg elsker da at hygge om mine venner - de få som stadig husker at jeg eksistere efter jeg har fået en kæreste...
Okay, jeg indrømmer jeg har været meget fokuseret på hele det her med at have en kæreste, jeg indrømmer jeg nok selv har forsømt folk, men det er jo ikke ligefrem fordi nogen har fortalt mig det? Jo, nogle har sagt det, nogle har selv losset mig røven og sagt "hey, husk lige mig" og det er dem jeg ses med nu...

Nårh, ik mere emo! det er jul for fanden!
Det er bare svært at huske de gode ting når så mange ting river dig ned... Det eneste der virkelig holder mig oppe er mine venner, dem som bliver ved mig, griner med mig, græder med mig, holder om mig og siger at alting nok skal gå.
Dem som gør at jeg bevæger mig fremad selvom jeg er gået i stå. Det er mine venner, det er de personer der putter et smil på mine læber i selv de mørkeste tider. Og jeg er dem evig taknemmelig. <3